Fastlæggelse af jordens udbyttepotentiale, rodzonekapacitet og tekstur
Formålet er at forbedre landmændenes økonomi ved at kende jordens udbyttepotentiale. Jordens vandholdende evne (rodzonekapacitet) er en af de parametre, der har størst betydning for udbyttepotentialet, og er også er afgørende for bestemmelse af vandingsbehov og -styring. Nye muligheder for kortlægning af jordens tekstur kan anvendes i praksis og give en bedre bestemmelse af markens behov for kalk, kalium og i nogen grad også for andre næringsstoffer.
Jordens udbyttepotentiale er vigtigt, når landmanden skal vurdere om jordens produktionspotentiale udnyttes fuldt ud. På den baggrund gennemføres en analyse af sammenhængen mellem registrerede udbytter i forsøgsdatabasen fra ca. 15.000 forsøg i perioden 1992-2015 og rodzonekapaciteten på lokaliteten (bestemt digitalt af Aarhus Universitet), forfrugt mv. Herudfra kan et beregnet udbyttepotentiale vises på markniveau i Danmark.
Landmændene har generelt fokus på at forbedre ressourceudnyttelsen f.eks. ved markvanding. I den forbindelse er der behov for at kortlægge rodzonekapaciteten mere nøjagtigt på markniveau end det, der findes i de nuværende digitale jordbundskort, herunder en kortlægning af variationen inden for marken. Der afprøves derfor forskellige relativt prisbillige teknikker, som bestemmelse af elektrisk ledningsevne, plantesensorer eller lignende til en kortlægning af variationen af rodzonekapaciteten inden for marken. Målet er at udvikle ét eller flere systemer til anvendelse i praksis, validere det og skrive en operationel vejledning, som landmand eller dennes rådgiver kan anvende i praksis.
Der er igennem en årrække udviklet nye, billigere metoder til at bestemme jordens tekstur end ved traditionelle teksturanalyser. I projektet foretages en vurdering af gevinsten for landmanden ved at have et bedre kendskab til jordens tekstur, og forskellige metoder til teksturbestemmelser vurderes.